Tilbage til oversigt Tilbage til forsiden på The Live Museum's officielle website!

"Reasons to be Cheerful"


Efter bandet kom tilbage fra Silkeborg, ventede de spændt på at se resultatet af deres anstrengelser, og efter et par uger dumpede et kasettebånd ind af brevsprækken - Mortensen var færdig med at mikse optagelserne. Desværre viste det sig at det fine studie, hvor alle de populære danske folk-rock-musikere havde indspillet plader, havde en slags standardlyd, og The Live Museum med Lars Lilholt-lyd fik hårene til at rejse sig på såvel hoved som underarme på de ellers prøvede bandmedlemmer. Optagelserne blev skrottet og er - måske meget heldigt - tabt for eftertiden.

Nu gik der et par uger mere, hvorefter endnu et brev ankom. Det var fra studiet, og indeholdt en regning på knap kr. 4000 for brug af studietid. Bestyrtet kontaktede man Mortensen, som bedyrede at der måtte være tale om en fejltagelse, og at han nok skulle få rettet op på det.

 

The Live Museum overvejede nu, hvad de skulle gøre efter fiaskoen i studiet i Silkeborg, og man blev enige om trods alt at starte på forberedelserne til en ny plade. De havde oparbejdet et rimelig fast sæt med næsten 20 numre som var komponeret siden LP-en, og som stilmæssigt var mere udfarende og søgende end det de havde præsenteret på denne. Især et nummer –”This House” – en underlig kringlet speed-metal-sag, var blevet lidt af en koncert-favorit. Nummeret blev afsluttet med at Susanne spillede trækbasun – et instrument hun måske ikke havde den store ekspertise i, men til gengæld var i stand til at fravriste nogle ganske utrolige lyde. Ved visse koncerter var hun med vilde øjne sprunget ned fra scenen for at forfølge uheldige tilskuere med dette infernalske instrument, og som afslutning ville hun vende det på hovedet, for at kunne synge skingert og øresønderrivende ned i den mikrofon som var klipset fast indeni hornet – noget der altid gjorde et vist indtryk.

 

 

Susanne spiller på trækbasunen
Susanne med trækbasun


Det stod klart, at The Live Museums ikke kunne overleve en alt for pæn og poleret studielyd og -oplevelse. Så for at bevare intensiteten og samspillet besluttede bandet at lave en stak demo-optagelser på Rytmepostens scene en weekend, hvor der ikke var publikum til stede. På den måde kunne man finpudse lyden uden at live-fornemmelsen blev tabt. Jan Aaskov fra musikforretningen Van Rock sagde ja til at bruge en weekend ved knapperne og lave lyd, mens bandet indspillede deres 15-20 numre live for en tom sal. Mortensen blev bestilt til at komme lørdag formiddag og være producer, og Carsten var glad for at få fat i ham på telefonen, for i mellemtiden var der dukket endnu en regning op fra studiet i Silkeborg – denne gang med et betydeligt gebyr oven i grundbeløbet.

 

Weekenden oprandt, og lørdag formiddag stod bandet på scenen og samlede trommesæt og stemte guitarer. Jan var klar med lyden og Michael Thomsen, som ofte selv lavede lyd på stedet og som nu hjalp med det praktiske, var dukket op af interesse. Til gengæld var der ingen Mortensen. Ved middagstid ringede han og sagde han ville være lidt forsinket, men sikkert kunne være i Odense ved 14.00-tiden. Ved 14.00-tiden ringede han igen, og sagde han nok ville være fremme ca kl. 16.00. Omkring kl. 16.00 gentog sceancen sig, og Michael var begyndt og kigge på sine tidligere band-kammerater med et ”er i da komplet idioter?”-udtryk i ansigtet. Utålmodigt forklarede han, at han da sagtens kunne lave hvad-det-nu-var Mortensen end skulle (og at han i det hele taget undrede sig over hvad i himlens navn de skulle bruge ham til), hvorefter der blev ringet til Silkeborg, og Mortensen fik at vide at han ikke skulle gøre med ved sagen.

 

de Gaulle, Mao go Gert
Til venstre: Charles de Gaulle og Mao. Til højre: en ung Gert.
(privatfoto)

Optagelserne gik fint, og man kan tydelig høre på dem, at bandet var i topform den week-end. Ligeledes gjorde Jan og Michael i samarbejde et fremragende stykke arbejde med at finde en lyd, der på én gang var rummelig og gav plads til lige nøjagtigt den skramlede følelse, som passede til bandets stil. Et af numrene, ”30th century Man”, som var rimeligt svært at spille, blev her indspillet ordentligt som en af de eneste gange, og blev kort efter pillet af repertoiret pga. af dets komplicerede mellemstykke som der ofte gik kludder i live. Det var et nummer, skrevet af Scott Walker og introduceret af Gert, og teksten var en morsom fantasi om at lade sig fryse ned, for senere at vågne op sammen med en række historiske personer (Charles de Gaulle fx.). En anden spændende optagelse var Gert og Susannes cover-version af Ray Davies’ ”Alcohol”, som vi desværre ikke kan præsentere her på websitet af copyright årsager. Den er specielt hjerteskærende, når man tager Gerts senere skæbne med de våde varer i betragtning...

 

Der er i forbindelse med dette afsnit lagt en betydelig del af disse demo-optagelser op i musikarkivet

Tilbage til 1993 – del 3   Frem til 1993 – del 5