Tilbage til oversigt Tilbage til forsiden på The Live Museum's officielle website!

"Bleeding Hearts and Artists"


Da 1991 oprandt, havde Thomas Fog fået mikset pladen færdig. Hvad der nu fulgte var en tid med alle de opgaver og formaliteter, der følger med en pladeudgivelse. Bandets almindelige arbejdsform havde ofte dannet grobund for uoverensstemmelser. Men disse var dog for intet at regne i sammenligning med de nye spørgsmål, som opstod, da man pludselig skulle foreviges på plade og sendes ud i den store, vide medieverden. Og havde grobunden før været velnæret, blev den nu til en toptunet, substralfyldt supermuldjord, hvorfra skænderier og uproportionerede egoer kunne spire, vokse og sprede sig som skvalderkål i maj.

 

Det første slag i de forestående krige stod, da Michael og Thomas besluttede sig for, at alle numre på pladen skulle Coda-anmeldes kollektivt. Dette sendte straks Carstens blodtryk op i det mørkerøde område, da han mente, at han leverede langt de fleste oplæg til bandets musik, og i øvrigt kun havde anmeldt ganske få numre i eget navn. Hvad han ikke havde forstået var, at denne procedure bruges af mange store bands for at undgå, at samtlige indtægter vedrørende radioafspilninger etc. ender hos én mand. Det kan i værste tilfælde, fx. ved opdeling af orkestret, betyde, at en gruppe musikere kan knokle løs med at opføre numre som de ikke får afgifter for, mens komponisten, som har forladt bandet, kan sidde hjemme i dagligstuen og spise foie gras, drikke champagne og læse bankkontoudtog.


Den slags tanker havde imidlertid ikke fundet vej til Carstens hoved. Han forventede ikke at de ville komme i liga med Deep Purple eller andre med førnævnte problemer, men ville derimod bare have lov til at kalde sig komponist, så han kunne føre sig frem ledsaget af beundrende blikke i de rigtige sociale kredse.

 

Der fulgte højrøstede diskussioner mellem Carsten på den ene side, og Michael og Thomas på den anden. Anders kastede sig ind i debatten med nogle hårde og velvalgte ord, men da han ikke helt havde besluttet sig for sin holdning, forstod ingen rigtig hvad han mente. Gert og Susanne holdt sig udenfor – førstnævnte pga. konfliktskyhed, sidstnævnte pga. almindelig sund fornuft.


Efter to dages buldren og bragen, lykkedes det Carsten, vha. en bred vifte af manipulation og barnlig adfærd, at få lov til at beholde sit navn på de to numre han i forvejen havde Coda-anmeldt som sine, og hele diskussionen viste sig sidenhen at være overflødig, da alle medvirkende i orkestret troligt smed deres Codapenge i bandkassen når de modtog dem.

 

Herefter skulle pressematerialet laves, og i den forbindelse havde Thomas skaffet kontakt til en dygtig fotograf ved navn Britta Tøndborg. Hun lavede to serier aldeles fantastiske billeder, og denne del af begivenhederne foregik uden store sværdslag.

 

Michael – foto: Britta Tøndborg Susanne – foto: Britta Tøndborg Anders – foto: Britta Tøndborg
Et udpluk af Britta Tøndborgs fremragende bandbilleder:
Michael, Susanne, Anders, Carsten og Gert
Carsten – foto: Britta Tøndborg Gert – foto: Britta Tøndborg

Men den næste del, design af coveret, skulle hurtigt vise sig at være endnu et minefelt. Michael og Thomas mente man skulle lave en konkurrence, hvor forskellige kunstnere – heriblandt Britta Tøndborg og billedhuggeren Poul Weile – skulle have mulighed for at komme med layoutforslag. Dette stred dog fuldstændig imod Carstens forestilling om, hvad der skulle foregå. Han havde indtil da designet alle bandets plakater, og i efteråret havde han startet sit eget lille grafikfirma. Da kunderne ikke ligefrem stod i kø, opfattede han det derfor som et oplagt skridt mod ære og berømmelse at have et pladeomslag i sit portfolio. Så efter endnu en række sammenstød, samt et fællesmøde hvor førnævnte kunstnere (som havde lavet nogle flotte oplæg) var indbudt, lykkedes det Carsten at overtale resten af bandet (Michael og Thomas resignerende og med mange dybe suk) til at lade ham lave coveret med udgangspunkt i Britta Tøndborgs billeder.

 

Carsten optegnede dette efter alle datidens regler med montageark, reproblåt, afdækningsfilm og hvad der ellers hørte sig til, og nu skulle man tro, at alle problemer var ryddet af bordet – men så ville man kende The Live Museum dårligt. Det var nu Gerts tur til at hive en overraskelse op af hatten. Dette var dog ikke en indsigelse, men en indrømmelse. Det nummer som bandet et par år havde spillet under titlen ”Wine in your Belly”, og som alle troede Gert havde lavet den flotte melodi og tekst til, var i virkeligheden et Tim Buckley-nummer som hed ”Song slowly Sung”. Gert bedyrede sin store skam over sin udåd, Carsten rettede titlen i montageark, afdækningsfilm osv. osv., og med dette på plads kunne der nu sendes et masterbånd til Holland og laves et prøvetryk af LP-en.

Tilbage til 1990 – del 6   Frem til 1991 – del 2