Tilbage til oversigt Tilbage til forsiden på The Live Museum's officielle website!

"The Times They Are A-changin'"


Én ting er de enkelte arrangementer på et spillested, en anden er det lange seje træk, og her spillede folkene i og omkring The Live Museum en stor rolle. I 1991-92 var Anders bestyrelsesformand, og et par år efter overtog Gert denne post i en periode. Han fortsatte med sit engagerede arbejde, i perioder som ansat, i andre som aktivist, frem til året før sin død. Michael havde siden slutningen af firserne arbejdet som lydmand på stedet, og fungerede i mange sammenhænge som ”praktisk gris”, og desuden havde bandet i perioder nærmest status af husorkester på stedet.

 

I slutningen 90-erne blev der ikke længere i så høj grad lagt fokus på de helt nye opkommende bands og stilarter – til gengæld kom der en periode, hvor man var i stand til at præsentere seriøse musikere fra lidt højere oppe i rockhierarkiet, som på forskellig vis havde været med til at påvirke rockhistorien. Således kunne man fx. opleve John Cale, Arthur Lee & Love, Dick Dale, Gong, Richard Thompson, Fish, Pretty Things o.m.m.

 

Dette blev der dog sat en brat stopper for i 2006. Midt under en stort anlagt ombygning af Rytmeposten blev den daværende daglige leder, Jan Aaskov, afskediget stort set uden varsel. Herefter besluttede man fra højere sted, at stedet skulle have en strammere bestyrelse samt en daglig leder, som var professionel koncertarrangør, hvorfor en sådan blev headhuntet og hentet til Odense fra metropolen Herning. Stedet skulle bringes ind i en ny tid og der skulle tænkes mere markedsorienteret i repertoirevalget.


Spillestedet Rytmeposten i Odense
Rytmeposten kort efter ombygningen

Det gik som man kunne forudse, både kvalitetsmæssigt og økonomisk. Forsøget på at tjene gode penge ved at fylde et spillested med Tordenskjolds Soldater fra den danske pop-rock scene viste sig endnu en gang (som det i Odense tidligere har gjort på ”17:48”, ”Klingenberg” og dusinvis af andre steder) ikke at være en pengemaskine, men en gældsakkumulator. Samtidig skreg de professionelle koncertarrangører i resten af byen (dvs. dem som skal – og kan – tjene penge på den slags) op om ulige konkurrence, det faste publikum på stedet blev skræmt væk, der blev ikke længere levet op til kvalitetskravene bag kulturstøtten, og stedet satte sig i det hele taget pladask mellem alle de stole der var at opdrive. At den nye leder, Niels Jørgen Simonsen, samtidig havde gjort sig udtilbens hos en lang række af de vigtigste bookingbureauer i landet samt en stor del af de ulønnede aktivister, gjorde ikke tingene nemmere. Det tog halvandet år at køre stedet totalt i sænk og forvandle den mellemstore gæld til en uoverskuelig gæld.

 

Man kan konstatere, at et sted som Rytmepostens overlevelse er afhængig af utraditionelle tankegange, alternativ networking og forståelse for et uoverskueligt og komplekst musikmiljø, og at det man gjorde i denne periode, var at smide 20 års fremragende og eksemplarisk græsrodsarbejde direkte i skraldespanden.

 

Der blev dog i bl.a. "Støttegruppe til bevarelsen af Posten & Dexter" arbejdet på at få ændret denne retning. I løbet af det næste halvandet år gik man tilbage til en arbejdsform som tog højde for frivillige og græsrødders indsats, og en ny bestyrelse fik Posten (som stedet ændrede navn til) op at stå som et på en gang professionelt og alternativt spillested.

Tilbage til 1990 – del 5   Frem til 1991 – del 1