Tilbage til oversigt Tilbage til forsiden på The Live Museum's officielle website!

"Songs in the key of Live Museum"

 

At Anders’ medlemskab af bandet nu var med indbygget flugtrute, betød ikke, at han holdt op med at tage del i den kreative proces. Derimod udviklede han en slags analyserende se-på-det-hele-udefra kritikervinkel, som på mange måder gjorde livet i bandet mere spændende. Blandt andet var det med til at grundlægge bandets legendariske evne til at skændes endeløst om detaljer så små, at udenforstående ville få brug for et rockmusikalsk supermikroskop for at kunne se betydningen af dem.
Det var under en af disse alenlange diskussioner, sandsynligvis vedrørende hvilke forbilleder man skulle gå på strandhugst hos, at Anders udtrykte sin bekymring over at bandet skulle blive en rodekasse af rockhistoriske fortidslevn – et slags ”Live Museum”.

 

Bandet live på Billedfabrikken, juli 1988

 

Denne tanke skræmte ikke resten af bandet. De satte den derimod øverst på dagsordenen og gik igang med sangskriveriet. Historiske kilder tyder på, at det første nummer bandet komponerede var ”The Answer”, som kan høres her. Optagelsen stammer fra et demobånd med 8 numre, indspillet i foråret 88. Det lader til at sangproduktionen på dette tidspunkt var enorm. En anden optagelse, der har overlevet fra denne periode, dokumenterer en koncert i Munke Mose sidst på sommeren, og der er stort set ingen overlapning mellem sætlisten herfra og demobåndet. Og bortset fra et enkelt, var alle numre fra begge optagelser skrottet et år senere,da bandet lavede de koncerter, som skulle lægge hovedhjørnestenen til deres første udgivelse.

Tilbage til 1988 – del 1   Frem til 1988 – del 3