Tilbage til oversigt Tilbage til forsiden på The Live Museum's officielle website!

"Cum on feel the Noize"

 

Historien om The Live Museum begynder ved et lyskryds på hjørnet af Søndre Boulevard og Filosofgangen i Odense i efteråret 1987. Her mødtes Carsten Poulsen og Anders Koch, som kendte hinanden fra danskstudiet, tilfældigt. Anders havde netop investeret i en guitar og var på vej for at øve med en sammensætning, som sidenhen ville blive til orkestret ”Fisk Vildt Fjerkræ”.


Carsten overtalte (ved hjælp af pågåenhed, manipulation og en finpudset mangel på situationsfornemmelse) Anders til at troppe op til en jam. I øvelokalet blev planen hurtigt klar: der skulle ryddes op i den dekadente overpolerede 80-ermusik, og det eneste rigtige våben syntes at være guitarfeedback i uhæmmede mængder.

 

Einsteins Paradis
Einsteins Paradis

Efter at have stået en del aftener og lavet uhæmmede mængder af guitarfeedback, blev duoen enige om at der manglede lidt struktur. Derfor fik de fat i trommeslageren Michael Thomsen, som Carsten sideløbende spillede sammen med i bandet ”Einsteins Paradis”.


Michael holdt til ca. 2 timer med de førnævnte uhæmmede mængder af guitarfeedback, før han kastede trommestikkerne og rædselsslagen forlod lokalet.


I erkendelse af, at selv bandets egne medlemmer flygtede ved lyden af deres musik pålagde bandet sig selv yderligere struktur. Anders stillede guitaren og begyndte spille bas, og det lykkedes at få lokket Michael tilbage bag trommerne.

  Frem til 1988 – del 1