Historie 32 - 2007

Kildemose Festivalen 2007. Fra venstre: Jannik, Michael, Gert, Carsten og bagest Maj.

When an old Chricketer

leaves the Crease

Langt ind i 2007 var Gert voldsomt svækket.Han kunne næsten ikke gå, virkede træt og var desuden tynget af de mange bivirkninger af al den medicin han fik. Det forekom utænkeligt at kunne gennemføre den koncert på Kildemosefestivalen, som bandet og ikke mindst han selv havde set meget frem til.

 

Men pludselig i midten af foråret vendte tingene. Gert blev mere frisk, fik farve i kinderne og genfandt noget af sit humør. Det lykkedes ham efter et stykke tid at indsynge et par numre mere i hans og Carstens sang/guitar/PC-projekt.

Man blev nu enige om at vende tilbage til kostalden og optage øvningen. Carsten fik samtidig fat i sin gamle ven Jannik Juhl, som spillede på gammeldags synthesizere. Hans indfaldsvinkel til musikken var om muligt endnu mere skæv end de andre bandmedlemmers. Hans urtids-synthesizere gav musikken et vidunderligt skær af krautrock, og bølger af ”Whoosh” og ”Ptooom” og andre Batman-lyde bredte sig ind over musikken....

 

Da dagen oprandt for koncerten skulle alt dog vise sig at gå helt anderledes end det tidligere år. Det var øsende regnvejr og en voldsom blæst. Selv om instrumenterne blev placeret i en nærliggende lagerbygning, blev de alligevel kolde og fugtige, og under koncerten gik Carstens guitar konstant ud af stemning.

Lydmanden var heller ikke alt for oplagt.Natten før havde han lavet lyd for The Diff, der havde spillet et maratonsæt af Grateful Dead-kopinumre, som strakte sig til langt ud på morgenen. Oplevelsen havde sat sine fysiske, psykiske og toxologiske præg på manden, og det gjorde det ikke meget bedre, at han forgæves havde forsøgt at komme til hægterne med diverse substanser. Dette betød blandt andet, at de fleste numre med elektronisk backing måtte opgives, da han ikke rigtig var i stand til at forstå konceptet bag en CD-afspiller. Ligeledes viste den optagelse, der blev foretaget af koncerten sig at være ubrugelig, da bas og trommer ikke var blevet sendt gennem mixeranlægget.

Som koncerten skred frem blev bandet og instrumenterne dog langsomt varmet op, og de arbejdede sig op til fuld styrke. Gert sang klart igennem og leverede bl.a. en bevægende og stærk version af nummeret ”I wish I was a bird”, der for nogle minutter fik alle til at glemme det danske sommervejr. Efter koncerten høstede de en del rosende ord, og især Jannik’s synth-spil fik nogle skulderklap. Alle var i god stemning og aftalte glædesstrålende at gentage succesen næste år

Sådan skulle det dog ikke gå.

Gert var afkræftet, og da han i december fik fjernet et par tænder, gik der betændelse i såret. Han ventede weekenden over med at gå til tandlægen, og i den tid nåede betændelsen at brede sig så meget at han endnu en gang måtte hasteindlægges. Den havde fået tag i overkroppen og lungerne, og var så kritisk, at lægerne så sig nødsaget til at lægge ham i kunstig koma, så de kunne få situationen uder kontrol. Det lykkedes dog ikke, og efter 11 dage i koma døde han den 22. December.

Begravelsen var en statsmand værdig. Ansgar Kirke var stuvende fuld, og begravelsesoptoget talte omkring 200 mennesker – familie, venner og en stor del af Odenses musikmiljø var mødt op.

 

Da Gerts ældste søn, Tim, kastede hans elskede sabel ned på kisten i graven, brød solen igennem gråvejrs-skyerne og en stor flok fugle lettede fra fra et træ en 10-15 meter væk. Carsten fandt trøst i tanken om, at Gert i det øjeblik sagde farvel og lettede sammen med dem – ”I wish I was a Bird”.

Blomster på Gerts gravsted