Historie 30 - 2002

Ricochet

Betaget af deres succes lod de to sig nu overtale til at spille opvarmning for Fielfraz i efteråret samme år, og fik her lavet et nyt, men hidtil uset, Live Museum-stunt. Carsten købte et keyboard han kunne hente lyde fra i stedet for de spillemaskine-lyde de hidtil havde benyttet sig af. Det gjorde han desværre 3 dage før koncerten og havde derfor ikke haft tid til at sætte sig ind i hvordan det virkede. Derfor væltede det under lydprøven ud med mærkelige lydeffekter og underlige samplinger. En rasende lydmand sprang op på scenen og fik indstillet keyboardet for den fumlende Carsten, men desværre betød alt dette, at koncerten blev betragtelig forsinket.

 

Da duoen havde spillet deres 3 kvarter, blev de mødt af en række dræbende blikke fra Fielfraz, som ikke havde nogen forståelse for denne målrettede uproffessionalisme.

 

Nu var det ikke sådan, at de to lod sig plage af kedelige ting som tidsplaner og fremtidsplanlægning. Så der skulle gå næsten 2 år inden de spillede en koncert igen. En del af årsagen til dette var, at Gert blev rockanmelder hos Fyens Stiftstidende. Når han troppede op til øvning, havde han som regel en anmeldelse med, som han ville diskutere. Og som de to rocknørder Gert og Carsten var kunne der sagtens gå et par timer med at diskutere hans 8-liniers rubrikanmeldelse. Herefter øvede man så en halv times tid, og næste uge ville det samme gentage sig.

 

Man skal forstå, at ligeså flink og rar Gert kunne være når han ekspederede kunder, lige så dramatisk var det, når han sang og foredrog numrene. Uden for scenen blev dramatikken kun matchet af de situationer, hvor folk uforvarrende lod ham komme ind på hans yndlingsemne - Napoleonskrigene. Hvis man ikke nåede at stoppe ham før Slaget ved Jena, så blev han som regel ved med at fortælle sig gennem knibtangsmanøvrer og taktiske fif i diverse slag indtil Napoleon stod I knæ ved Waterloo. Man kunne ikke stoppe dette gæve, glade væsen, når han gik i gang, og man nænnede det heller ikke. I stedet blev ens hovede langsomt som et akvarium, hvor ens hjerne var en lille fisk, der langsomt svømmede ind i ens egne tanker, mens man kunne se hans mund bevæge sig.....

 

Gert og Bengerd på Cafe Grønttorvet I juni 2002 fik bandet en aftale med Cafe Grønttorvet, som Carsten jævnligt frekventerede, om at de kunne fremføre deres computermusik-vanvid dér - og ved bandets tredje og sidste duo-koncert var de faktisk blevet en duo med tre – virkelig nytænkning. Bengerd Juul Thorsen var kommet med, oprindelig på kor, men endte med at synge et par numre selv. Bl.a. sang hun en blændende smuk og meget rørende udgave af The Monkees “Pleasant Valley Sunday”., Desværre er dette ikke dokumenteret nogen steder, og grundprogrammeringen til backingen er blevet slettet.

 

Denne gang gik tingene som planlagt, stedets indehaver var begejstret og det ganske pæne antal publikummer sørgede for en fin baromsætning

Nu gik bandet endnu engang i hi og lavede nye numre. Dette blev der desværre sat en stopper for i 2003, da Gert blev hasteindlagt på hospitalet med en diabetes med en lang række bivirkninger. Situationen var på et tidspunkt livstruende, så det tog noget tid inden han kom til hægterne igen.

Da han genvandt noget af sin styrke, skrev han den eneste tekst han nogensinde har lavet, og Carsten var glad for at kunne sætte musik til “I Wish I was a Bird”. En smuk tekst som beskriver Gerts usikkerhed ved den kolde verden, han følte han befandt sig i. Og med de senere begivenheder taget i betragtning er det et ufattelig smukt efterskrift, han efterlod sig.

Carsten indvier Gert og Bengerd i sine kryptiske planer

Gert og Bengerd på Restaurant Grønttorvet (bare rolig - det var et værtshus)

Gerts sang "I Wish i was a Bird"