Historie 26 - 1993

Are You Ready for the Country?

Efter indspilningen af demoen på Rytmeposten havde bandet i efteråret et par mindre arrangementer, der skulle overståes inden de begyndte indspilningen af deres CD. Gert havde skaffet flere jobs under henvisning til, at de jo ganske rigtigt gav lidt penge på bandkontoen. Til gengæld bragte det også bandet ud i situationer, hvor de – diplomatisk sagt – var langt fra deres kernepublikum.

 

Et af de mere obskure var en koncert i et beboerhus i Munkebo.

 

Hvordan aftalen egentlig var kommet i stand, fortaber sig i tågerne, men det viste sig at arrangementet skulle foregå i et festlokale ejet af en lokal forening. De mennesker der dukkede op viste sig at være et ikke helt ungt publikum som lod til at forvente en eller anden form for halbal og håndbajere. At en del af dem også så lidt mere hærgede ud end gennemsnittet lagde ikke en dæmper på bandets stigende nervøsitet – pludselig var de gået fra at være de provokerende rodehoveder i deres vante andedamme til at være nogle city-slickers med deres kloge-åge musik foran at publikum, man kunne frygte at man skulle til at konkurrere Duelling Banjos med.

Bandet startede deres første sæt under de sædvanlige tilråb om ”Kan I ikke spille Cocaine?” og ”Spil Born to be Wild!!”, og mens bandet tåkrummende kæmpede sig igennem dette sæt som virkede uendeligt, forstummende forsamlingen langsomt. I pausen forventede musikerne at blive skældt hæder og ære fra og eventuelt modtage et par tilbud om en røvfuld.

 

Men enkelte blandt publikum var blevet nysgerrige efter at høre, hvad meningen egentlig var. Pausen trak ud, kredsen af mennesker tiltog langsomt, mange flasker blev åbnet og efter nogen tid hvor bandet havde snakket sig ind på de lokale (og bevist at de kunne tage tilstrækkeligt for sig af de våde varer), startede anden sæt med en helt anderledes stemning. Folk var i højt humør, der blev danset tæt til numre man egentlig ikke burde kunne danse til, og efter koncerten udviklede det sig til en regulær fest, indtil bandet måtte løsrive sig hen ad morgenstunden.

 

Hvor hyggeligt dette end var, var det desværre også symptomatisk for en del af de ting som bandet oplevede i den periode. Hvor Andrea med sit trommespil havde tilføjet bandet en ny kreativitet, havde de med tabet af Michael til en vis grad mistet den retningssans og iværksætterlyst på det praktiske plan, som havde drevet dem frem i de første år. Og langsomt var en afmatning begyndt at sætte ind.