Historie 23 - 1993

She has funny Cars

Firmaet Albatros-biler, som i et par årtier havde udstyret Odenseanske musikere med røde Merzedes-varevogne til en billig leje, var lukket, og man blev nødt til at finde et andet sted at leje bandbusser.

 

Det viste sig at det billigste sted i byen var et gammelt værksted og tankstation på Bogensevej, som bestyredes af en godmodigt vranten, cigarrygende ældre herre med permanente skægstubbe og olieindsmurte overalls. Telefonen blev passet af af hans ca. 90-årige mor, som ikke kunne høre, hvorfor det som regel var nødvendigt at sætte sig på sin cykel og køre derud hvis man skulle lave en aftale. Når en sådan var indgået med den cigarrygende mand, ville han kaste nogle nøgler hen til en og sige “– du ka’ ta’ den derovre” med et nik hen mod en varevogn. Herefter blev man spurgt om man sku’ ha’ en forsikring, og et kort kig på bilen overbeviste omgående folk om at det nok var nødvendigt. Herefter blev man sendt ind på kontoret til hans mor for at ordne papirarbejdet, som hun heller ikke forstod noget af – ligesom hun aldrig havde hørt om nogen af bilmærkerne. Efter der var gået en halv times tid med at hun havde åbnet utallige skuffer i et stort antikveret skuffedarium og hovedrystende fremdraget den ene blanket efter den anden, blev der fundet et eller andet man kunne skrive under på, hvorefter man lykkeligt skramlende kunne begive sig ud i det danske landskab.

I netop sådan en varevogn indfandt bandet sig i en lille by ca. 10 km udenfor Silkeborg en forårsdag i 1993 for at indtage det glorværdige studie som Mortensen havde talt om. Ved siden af studiet lå et meget stort bilværksted, og med vanlig LiveMuseum’sk timing startede opholdet i denne by med at Carsten bakkede varevognen ind i en fabriksny Audi som netop var på vej ud for at blive afleveret til en nybagt bilejer. Dette betød at det omgående vrimlede med bestyrtede mekanikere som i munden på hinanden forlangte, at hele bandet fulgte med ind på kontoret. Her kunne Carsten så glædesstrålende fortælle at bilen var forsikret, og det bare ville være en formalitet at få erstattet forlygten og skærmen på den fine Audi. Der blev herefter ringet til den cigarrygende biludlejer på Bogensevej, som pludselig mistede al sin godmodighed, da det viste sig at Audiværkstedet havde forestillet sig en forsikringssum som ville kunne dække både karosseri og indmad i den tilskadekomne bil samt et par ugers ferie for en gennemsnitlig kernefamilie. Efter at orkestret havde stået på kontoret i et kvarters tid og hørt på et højrystet mundhuggeri via telefonen, faldt tingene dog på plads og de kunne, let rystede, begive sig ind i pladestudiet ved siden af.

Her blev de modtaget af Mortensen, som virkelig var i hopla. Han lavede en rundvisning i studiet, pegede begejstret på billederne af “Daltons” som netop havde indspillet der, serverede smørrebrød, vidste alt om hvordan man tilbereder vagtler og kunne tænde sin zippo-lighter på utallige spændende måder.

Herefter hentede bandet sit grej ind fra varevognen, og da de professionelle studiefolk var færdige med at krampegrine af det forældede udstyr, kunne man begynde at indspille.