Historie 19 - 1992

Spirits in the Night

Vi lister os afsted på tå......

Det gik rimelig nemt med at få passet Andrea ind i bandets sæt, omend hun havde problemer med at aflytte trommespillet fra et enkelt nummer på pladen, Footsteps, hvorfor det udgik af sætlisten. Det var lidt en skam, da det var et af bandets favoritter, og et af de numre hvor musikken og Palles tekst supplerede hinanden bedst. Det viste sig ovenikøbet senere at de mystiske high-hat slag hun ikke kunne ramme var lavet ved hjælp af et overdub.

Efter et par måneder var sammenspillet så godt, at man bookede koncertsalen på aktivitetshuset Badstuen i Odense. Derefter gik man i gang med de andre forberedelser til en koncert, såsom at lave plakater, hvilket i Live Museum tilfælde stort set altid blev gjort efter de gamle traditioner, nemlig med silketryk.

 

Det foregik sådan, at størstedelen af bandet samledes på Badstuens serigrafiværksted, hvor de blev belyst med mystiske røntgenstråler og smurt ind i lysfølsom emulsion og tekstilfarver – en del af det endte dog også i silkerammerne. Herefter skulle der udvælges et par plakatopklæbere og findes en aften hvor de i ly af mørket kunne udføre deres hverv. Dette skulle igen foregå efter et gennemprøvet system, hvor man skulle være tre personer. En til at holde udkig (da en del vægtere, håndværkere og repræsentanter for ordensmagten er af den opfattelse, at det ikke er nogen god ide at klæbe hele byen til med arragementsplakater), en til at bære klisterspanden og tapetserkosten, som hurtigt kunne smøre et lag klister på en given væg eller plankeværk, og til sidst en med plakatrullerne, som straks ville smække en poster op på klisteret og udjævne den med sin medbragte kost.

 

En aften i begyndelsen af maj sad Anders således med det nødvendige plakatopsættergrej på Cafebiografen i Brandts passage og ventede på Carsten, som endnu en gang var forsinket. Anders var i ventetiden faldet i snak med en af de andre tilstedeværende, og da Carsten dukkede op, og man ved netop denne lejlighed manglede en tredjemand, spurgte de dette nye bekendtskab om han ville hjælpe til. Det ville han gerne, og man begav sig straks i hurtigt trav til en nærliggende parkeringsplads, som på det tidspunkt var omkranset af høje plankeværk pga. bygningsrenovering. Plankeværk betragtes af plakatopklæbere som fredløse, da de jo alligevel skal pilles ned igen, så Anders gik straks i gang med at smøre klister på med voldsomme armbevægelser mens Carsten hev plakater frem og klaskede dem op i den tykke klæbemasse.

I samme øjeblik kom en betjent gående om hjørnet for enden af plankeværket, og mens de to bandmedlemmer forfjamsket forsøgte at skjule deres remedier, og betjenten nærmede sig med et eftertænksomt blik rettet mod dem, gennemgik de i hovedet den nødplan de vidste de nu skulle iværksætte. Det er vigtigt i en sådan situation, at man bliver meget uintelligent – ens IQ falder pludselig drastisk, man kender intet til at det skulle være forbudt at sætte plakater op, man mindes intet om at man er blevet pågrebet før og man har foriøvrigt tidligere set en masse andre plakater på lige dette sted, hvorfor man handlede i god tro og komplet uvidenhed. Herefter går man videre til næste del af nødplanen, hvor man bliver meget ydmyg, undskylder af hele sit hjerte, får en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen og til sidst fortæller betjenten at man aldrig – aldrig! – skal gøre det igen.

Desværre kendte deres nye ven intet til denne plan, og han havde en helt anden forestilling om hvordan man greb sådan en sag an. Så da betjenten havde fremsagt sit obligatoriske ”Hvad foregår her?”, og Anders og Carsten skulle til at begynde på deres repertoire, kiggede han på betjenten og sagde: ”Nazisvin!”. De to musikere vendte sig måbende mod ham. ”Pas dig selv, mand!!!” fortsatte han med hævet næve mens betjenten sammenbidt begyndte at ligne en tordensky i ansigtet. ”Skrup ad helvede til, røvhul!”. Anders og Carsten begyndte nu at blive rimelig febrile, og forudså at betjentens bødeblok om kort tid ville blive rødglødende. ”Fuck dig, narrøv!” fløj det gennem luften. Gudskelov fik Anders, som til en vis grad følte sig ansvarlig, taget sig sammen til til at gå over mod den aggressive medhjælper, mens han forsøgte at berolige ham – ”Nazi!, Nazi!” fortsatte han. Anders slæbte ham væk med et greb i hans jakke mens han tyssede på ham, og Carsten kastede sig uden omsvøb ud i anden del af nødplanen. Hans fremførelse af angerfuldhed, bønfaldelse, sorg og selvfornedrelse var en af de bedste i plakatopklæbernes historie og en Oscar værdig, og på mirakuløs vis lykkedes det ham at overtale betjenten til at lade nåde gå for ret.

Herefter gik Anders og Carsten skyndsomt et par gader væk med den for dem nu pludselig meget fremmede person. Her fortalte de ham, at livet som plakatopklæber nok var lidt for sindoprivende for ham, og at det var bedst de fortsatte selv.