Historie 17 - 1991

A Little Bit More

Fra venstre: Carsten Poulsen, Kristian Helmer Pedersen, Michael Thomsen, Thomas Lyhne, Gert Andersen, Christian Thomsen

Efter at have spillet ved en Doors-tribute koncert i begyndelsen af oktober (hvor de med vanlig mangel på pli sluttede ballet med et Syd Barrett-Pink Floyd-nummer), følte bandet det var på tide at vise et publikum den nye retning, deres egen musik havde taget. Da de samtidig havde fået lyst til at forfølge en gammel drøm om at lave musik med en større besætning (og dermed modbevise ordsproget ”There is safety in numbers”), kontaktede de en række bekendte i det Odenseanske musikmiljø.

Efter en del logistiske problemer var løst, blev bandet således udvidet med Christian Thomsen (Guitar), Kristian Helmer Petersen (sax), Lars Thomsen (sampler) og Thomas Lyhne (Violin). Det var under øveaftenerne i denne forbindelse, at Christian Thomsen fremlagde det arrangement til Wild Thing, som bandet senere indspillede. Hans teori var at hver gang man vendte tilbage til grundakkorden, skulle man udvide den med en ekstra tone, som igen skulle regnes ud efter et sindrigt matematisk system. Alle i bandet nikkede ja med spørgsmåltegn malet over hele hovedet, hvorefter de hældte skæve toner ind med rund hånd, så de derved kunne opretholde deres intellektuelle image.

Koncerten med den udvidede besætning blev afholdt på Rytmeposten d. 25 oktober, og indeholdt en række sange spillet af bandets faste 5 medlemmer, efterfulgt af en del numre som var arrangeret til at passe den udvidede besætning. I disse numre var der lagt vægt på en god blanding af sang og instumentalpassager samt vekslen mellem stramme og løse kompositionsstrukturer.

Koncerten kan downloades fra hjemmesidens musikarkiv

 

Koncerten gik godt, publikum var glade, afslutningen var næmest ekstatisk på sin egen kakofoniske, buldrende og halvdefekte måde. Bandet selv var godt tilfredse og Fyens Stiftstidendes rockanmelder Jesper Mads Eriksen var endnu en gang i vildrede over hvad disse halvakademiske desperadoer udsatte ham for (måske var det denne oplevelse der gjorde, at han i en periode kastede sig over den såkaldte Gonzo-journalistik, hvor han kunne skrive om indholdet af sin madpakke og farven på sine sko, i stedet for at være nødsaget til at kommentere det han blev udsat for).

Desværre havde alt dette været for meget for Michael. Efter den manglende respons på LP-en og dette yderligere træk væk fra musikalsk alfarvej, kunne han se at drømmene om at ende på forsiden af Søndags-BT var tabt i det uvisse. Han smed håndkædet i ringen og fortalte han ville forlade orkestret.