Historie 14 - 1991

Pladereception på Rytmeposten

For the Record

Bandet modtog prøvetrykket et par uger senere, og alle involverede samledes opstemte og forventningsfulde til en gennemlytning. Whitelabel-LPen blev taget ud af sit cover, lagt forsigtigt på grammofonen og alle lyttede andægtigt, da Anders fandt tidspunktet rigtigt til at starte den sidste af de Livemuseumdebutalbumske krige. Han syntes at pladen var blevet for lang. Den skulle skæres ned til en mini-LP med kun 6-7 numre. Eller måske mindre endnu, 3-5 numre – måske kun en single – med tryk på kun den ene side...

En højrøstet diskussion startede, hvor alle pludselig havde en mening om dén sag, men efter lang tids snakken i munden på hinanden, enedes man om et kompromis – Road to Marian blev pillet ud. Carsten rettede igen titlerne i montageark, afdækningsfilm osv. osv., et nyt prøvetryk blev fremstillet til en uhørt pris, alt blev godkendt og vinylskive samt cover kunne sendes til tryk....

 

Bandet spillede ikke mange koncerter i foråret, men fik dog raset frustrationerne ud ved en koncert på ”Huset” i København (hørt på toilettet efter koncerten: ”De plejede ellers at lave nogle gode melodier, men det der var jo ren støj!?!”)

Pladen blev udsendt i maj, sindene var faldet til ro og alle var glade. Der blev holdt en reception på Rytmepostens cafe, hvor bandet spillede en akustisk koncert på guitar, bas, trækharmonika og Gert (unplugged var sagen det år), mens de fremmødte venner, fans og musikentusiaster stod som sild i tønde i det lille lokale og var optaget af at få tørlagt baren (man må konkludere, at selv om Live Museums musik ikke altid har været et plus for dørsalget, har deres fans altid været et godt aktiv for barsalget)

 

Pladen blev generelt godt modtaget. Især Politiken, Fyens Stiftstidende og Gaffa var positive over hvad de hørte. FS roste endda det omstridte cover som et af de bedste danske de havde set. Et par afspilninger i Danmarks Radio blev det også til og der var i det hele taget lagt op til det store eventyr.

Og så skete der – intet...

Bandet blev ikke kimet ned af booking-bureauer, de blev ikke inviteret i morgen-TV, det væltede ikke ind med fanmails og pladen modtog ikke en platinplade eller en guldplade eller sølvplade eller for den sags skyld en spånplade.