Historie 12 - 1990

The Times they're A-changin

Indspilningerne afsluttedes d. 1. september, og man enedes om at holde en pause, til dels pga. træthed, men ligeledes fordi Carsten og Maj stod lige for at blive forældre.

 

Maj havde i det forløbne år spillet bas i et pigeband, Virginias Wolf, sammen med en række bekendte fra miljøet omkring The Live Museum og Fiskvildtfjerkræ (Ine Rosenkjær: guitar, Jette: sang, Jeanette Fich Jespersen: Vox-orgel, Bettina Eriksen: trommer). De havde på dette tidspunkt udviklet et godt og råt sangskrivertalent som man kan høre eksempler på her og her. Desværre blev bandet af forskellige praktiske årsager, udover Majs graviditet, opløst kort efter.

Fiskvildtfjerkræ, hvor Anders spillede guitar, var begyndt at inkorporere nogle af de nye toner og retninger som på det

tidspunkt foregik inden for elektronisk musik. Det skaffede dem en del medieopmærksomhed, og året efter endte de med at modtage kulturministeriets pris ”Johnny”-en (til den alternative rock - opkaldt efter Johnny Rotten - i modsætning til prisen for mainstreamrock, ”John”-en - opkaldt efter John Lennon). Ved uddelingen af prisen overrakte bandet kulturminister Grete Rostbøl deres band-T-shirt som gave, og i samme øjeblik hun holdt T-shirten op og læste deres motto - ”En ondsindet grib” – slog det dem, at det var for sent at bedyre over for fru Rostbøl, at det ikke var personligt ment.

Det måske mest interessante var, at miljøet omkring de omtalte bands nærmest udviklede sig til en slags bevægelse for at skabe et mere spændende og kompromisløst alternativmiljø i Odense, og dette kom i høj grad til at udfolde sig i og omkring spillestedet Rytmeposten.

Gert og Michael havde længe været involveret i diverse aktivistarbejde på Rytmeposten, men i løbet af denne periode blev både de, Anders og produceren Thomas medlem af bookinggruppen.

 

Der blev lagt et stort arbejde i at finde spændende international alternativ rockmusik, som ellers ikke blev set på disse kanter, og skaffe det til Odense – ofte ud fra det kriterium, at det skulle være velomtalt i de mere seriøse medier for rock og rytmisk musik. Da mange af disse bands lå langt under den kommercielle radar, og derfor ofte spillede for en yderst rimelig betaling, betød det også at man kunne lave koncerter med ringe eller slet intet underskud selv med et minimalt publikum.

 

Markedsføringen var tit lige så alternativ og utraditionel som selve musikken. Det lykkedes bl.a. at få en i Danmark forholdsvis ukendt Chris Cacavas til at spille for et propfyldt Rytmeposten, fordi man havde delt gratisbiletter ud ved gymnasieafslutningerne, som foregik samme dag. Pengene blev tjent rigeligt ind ved et forrygende spiritussalg.

Rytmepostens første daglige leder var Steen Malmquist, som havde været med til at grundlægge både spillestedet og øvelokaleforeningen Rytmus, som det oprindelig var en aflægger af. I 1990 blev lederposten overtaget af Palle Skov, som i begyndelsen var temmelig skeptisk overfor disse nørder og humaniorastuderende rockentusiaster, der begyndte at myldre ind i organisationsarbejdet. Men da han samtidig var en pragmatisk mand, indså han forholdsvis hurtigt, at evnen til at vide, hvad der rørte sig i forskellige hjørner af musiklivet var ganske afgørende for den indsats, der blev lagt på booking-området.

 

I slutningen af firserne havde begreberne ”Paisley Underground” og ”Ørkenrock” haft stor betydning for revitaliseringen af den amerikanske rockmusik. Musikere fra disse miljøer blev rigt repræsenteret på Rytmeposten i de tidlige halvfemsere, samtidig med musikere fra mange andre subgenrer af undergrundsrocken. En gennemgang af koncertlisten fra disse år taler for sig selv, og indeholder en lang række af den tids alternativrocks frontløbere: The Bevis Frond, Thin White Rope, Giant Sand, Pere Ubu, Eugene Chadbourne, 22 Pistepirkko, Steve Wynn, Died Pretty og mange flere.

Nu kan alt dette selvfølgelig ikke kun tilskrives vore venner fra Live Museum. Eksempelvis havde Lars Movin og Niels Plenge i 1990 i forbindelse med en Lyrik- og Billeder festival skaffet den amerikanske bassist Elliot Sharp og hans band Carbons eksperimenterende frontalangrebsmusik til Rytmeposten, ligesom Movin ved 2 andre lejligheder andetsteds gav Odenseanerne mulighed for at få et sus af New Yorker-avantgarden i form af henholdsvis David Moss og Tom Cora. Heavy-miljøet på stedet scorede et scoop ved at få Napalm Death til at spille på Posten, og da der i det hele taget blev lagt stor energi ind på mange områder, kom alle disse faktorer til at hæve stedet op på et meget højt niveau. Dette betød, at der for det første blev levet op til de krav om kvalitet og nytænkning som fulgte med den offentlige støtte som stedet modtog, for det andet at der blev skabt landsdækkende medieomtale af stedets arrangementer, og som en tredje bonus kom der publikum til fra alle dele af landet.

 

Én ting er de enkelte arrangementer på et spillested, en anden er det lange seje træk, og her spillede folkene i og omkring The Live Museum en stor rolle. I 1991-92 var Anders bestyrelsesformand, og et par år efter overtog Gert denne post i en periode. Han fortsatte med sit engagerede arbejde, i perioder som ansat, i andre som aktivist, frem til året før sin død. Michael havde siden slutningen af firserne arbejdet som lydmand på stedet, og fungerede i mange sammenhænge som ”praktisk gris”, og desuden havde bandet i perioder nærmest status af husorkester på stedet.

I slutningen 90-erne blev der ikke længere i så høj grad lagt fokus på de helt nye opkommende bands og stilarter – til gengæld kom der en periode, hvor man var i stand til at præsentere seriøse musikere fra lidt højere oppe i rockhierarkiet, som på forskellig vis havde været med til at påvirke rockhistorien. Således kunne man fx. opleve John Cale, Arthur Lee & Love, Dick Dale, Gong, Richard Thompson, Fish, Pretty Things o.m.m.

Midt under en stort anlagt ombygning af Rytmeposten blev den daværende daglige leder, Jan Aaskov, afskediget. Herefter besluttede man fra højere sted, at stedet skulle have en strammere bestyrelse samt en daglig leder, som var professionel koncertarrangør, hvorfor en sådan blev headhuntet og hentet til Odense fra metropolen Herning. Stedet skulle bringes ind i en ny tid og der skulle tænkes mere markedsorienteret i repertoirevalget.

Det gik som man kunne forudse, både kvalitetsmæssigt og økonomisk. Forsøget på at tjene gode penge ved at fylde et spillested med Tordenskjolds Soldater fra den danske pop-rock scene viste sig endnu en gang (som det i Odense tidligere har gjort på ”17:48”, ”Klingenberg” og dusinvis af andre steder) ikke at være en pengemaskine, men en gældsakkumulator. Samtidig skreg de professionelle koncertarrangører i resten af byen (dvs. dem som skal – og kan – tjene penge på den slags) op om ulige konkurrence, det faste publikum på stedet blev skræmt væk, der blev ikke længere levet op til kvalitetskravene bag kulturstøtten, og stedet satte sig i det hele taget pladask mellem alle de stole der var at opdrive.

 

Siden er der kommet ny ledelse, som har formået at kombinere det alternative og det kommercielle.

Virginia's Wolf

2 numre med Virginia's Wolf

The Live Museum til Giant Sand koncert