Historie 11 - 1990

Rock the House

Da indspilningerne havde stået på et stykke tid, hvor der var blevet eksperimenteret højt og lavt (især fra Anders’ side, da han i den foregående tid havde udviklet en forkærlighed for at køre baslyden igennem forskellige former for effektprocessorer), kom tiden en fredag til at indspille de tungere rocknumre: Werewolves, Road to Marian og Footsteps.

 

Dette skulle gøres efter alle rockkunstens regler, og forvrængerpedaler blev nu kategoriseret som ”sissy stuff” – forvrængning skulle opnås ved at guitarforstærkerens rør skreg om nåde.

Nu forholdt det sig således at Carsten havde en meget stor Music Man forstærker som kunne spille meget, meget højt uden at forvænge. Ved en udendørskoncert året før havde han tilladt sig at skrue volumenknappen op på 2 1/2 (guitarforstærkere kan som bekendt altid skrues op til 10), hvilket havde sendt lydmanden delvis i chok, da hans kæmpeanlæg fra en af de store scener på Midtfyns Festivalen ikke kunne overdøve den. Dvs. at hvis man skruede lydstyrken på dette apparat i bund for at opnå forvrængning, ville lydtætte rum og metertykke lydisoleringer være fuldstændig hjælpeløse.

Der fremkom derfor en snedig plan: Man kunne låne en forstærker til den forestående week-end. Et task-force, sammensat af Thomas, Michael og Carsten, blev sendt ned til en lokal instrumentforhandler, hvor de udsøgte sig en 50 watts Marshall Combo-forstærker og fortalte indehaveren en rørende historie om at de havde tænkt sig at købe en sådan, og spurgte, om de ikke kunne låne den i week-enden for at se om den passede til deres behov osv. osv. osv.

Den flinke musikhandler syntes det var en god ide, hvorefter forstærkeren blev slæbt op i studiet, placeret i et lydisoleret rum og samtlige knapper skruet op på 10. Hele lørdagen indspillede man på livet løs, indtil der hen under aften begyndte der at komme nogle underlige buldrende og knasende lyde fra Marshallen. Et kig bag frontpanelet afslørede at begge højttalerenheder var blevet flået i trevler pga. overbelastning.

Dette slog dog ikke vore venner ud. De afmonterede højttalerne, og tog de meget kraftige enheder fra Music Man’en og satte i istedet – de kunne holde til alt. Søndagen igennem spillede man igen på livet løs indtil der hen under aften begyndte at brede sig en lugt af brændt gummi og varmt metal i studiet. Et nyt kig på Marshallen afslørede, at nu var forstærkerdelen smeltet sammen.

Mandag formiddag blev resterne af de oprindelige højttalere sat tilbage i Marshall Combo-forstærkeren, og Thomas blev udset til det lidet attraktive hverv at gå ned og aflevere liget hos musikhandleren. Her argumenterede han for, at alle Marshalls reklamer om uendelig holdbarhed, stabilitet og driftstyrke var det rene sludder, og at sådan en amatørforstærker ville vi ikke købe.

Det gik i det hele taget voldsomt for sig under indspilningerne. En nøje gennemlytning af guitarsoloen i Werewolves vil afsløre, at der ryger en streng på ca. 6:05 og en til ca. 10 sekunder senere - inden der bliver fadet en ny guitar indover da den oprindelige er gået totalt ud af stemning. Hvad ligeledes er fjernet er lyden af Anders der knækker sammen af grin ved nummerets slutning, hvor han vendte sig om og så Carstens guitar med halvdelen af strengene hængende ned langs gulvet.

Thomas og Carsten

Carsten med den grufulde Music Man forstærker i baggrunden