Historie 08 - 1990

Anders som Malachi Constant i "Sirenerne på Titan"

En rød Mercedes-bus

Susanne iført rød harmonika

Hitchhiker's Song

1990 startede for Carstens vedkommende med at han fik en form for gigt i højre fod (sikkert podagra som følge af hans umådeholdne spiritusindtagelse ved Tour Rock). Samtidig lagde Science-fiction verdenen igen sin klamme hånd på bandet. Palle skulle instruere en opsætning af Kurt Vonneguts "Sirenerne på Titan" på Nedergadeteatret. Anders blev udset til at spille hovedrollen, og Carsten skulle komponere underlæggende musik til forestillingen. Komponeringen foregik på musikbibliotekets PC gennem smertefulde aftener med en indbunden fod. Disse aftener startede hans intesse for computermusik og lagde dermed grunden til duo-udgaven af The Live Museum i 2000-erne.

Musikken kan findes i hjemmesidens musikarkiv.

Der blev også gennemført en enkelt koncert med den gigtplagede Carsten stablet op på en stol, hvilket en kort overgang førte til et rygte om at "...han sidder ned på scenen lissom Robert Fripp" - nok det tætteste Carsten nogensinde kom på at ligne sit store idol, og da gigten kort efter forsvandt kunne han igen hoppe rundt på scenen.

 

På en solskinsdag i april 1990 pakkede Live Museum en Mercedesbus og satte kursen mod Århus for at spille på Musikgyngen. Lige før afgang gik døren op og ind sprang en pige med en rød harmonika. Hun kendte Thomas Fog, som kort tid før var blevet lydmand for bandet, og da hun havde tænkt sig at blaffe til Århus, havde han sagt at hun bare kunne køre med.

Hvis man boede i Odense i 1990 og ville spille i et band, så var der lidt groft sagt to muligheder. Den ene type band var centreret omkring en guitarist, som elskede Van Halen og AC/DC og hvor der blev tysset, når man lyttede til guitarsoloen i ”Hotel California”. Den anden type band forsøgte sig inden for popmusikken og polerede derfor sit udtryk ned til det banale. Når man spurgte hvorfor man kun blev tildelt to toner i et nummer hed svaret: ”Det er minimalisme. Det sælger”. Fælles for de to typer bands var, at man skulle øve sig meget længe på de samme kedelige numre og håbe på en dag at blive opdaget og berømt.

 

Træt af at spille keyboards i begge typer havde Susanne Rasmussen dagen før købt sig en harmonika som hun nu ville lære at spille på. Hun havde taget en beslutning om aldrig at blive berømt men i stedet at have det sjovt med at spille. I den henseende var hun måske nok dumpet ned i det perfekte selskab, men sikkert ikke helt forberedt på hvad hun gik ind til.

Inden Lillebæltsbroen havde Susanne fået gang i et par sømandsviser, og omkring Vejle var der blevet arrangeret en harmonikasolo til et af The Live Museums numrene. ”Den går mest i E, men hvis du er i tvivl så lav bare nogle sjove lyde”, instruerede Anders. Og da de nåede Århus var Susanne blevet så tryg ved harmonikaen, at man enedes om at hun skulle være med ved koncerten.