Tilbage til oversigt Tilbage til forsiden på The Live Museum's officielle website!
Gert Andersen

Den 22. december 2007 døde Gert Vermund Andersen, vores forsanger og et af de mest markante mennesker i det Odenseanske musikmiljø.

 

Dermed blev der også sat punktum for historien om The Live Museum. Hans store stemme samt karismatiske og kringlede personlighed var absolut afgørende for bandets ansigt udadtil, ligesom det var uundværligt i det kreative arbejde som lå forud.

 

Men Gert var ikke bare en stor stemme, han var også et stort menneske. Alle der kendte Gert oplevede, hvordan man, i en samtale med ham, fik følelsen af, at man var det eneste vigtige i verden lige nu. Han var en af de sidste ukuelige fra kærlighedsgenerationen, og var dybt oprigtig i de ting han foretog sig, yderst moralsk tænkende (ofte på en ganske finurlig måde) og fulgte hellere sit hjerte end opportunistiske fremtidsudsigter. Han fik en til at føle sig som noget særligt, alle blev taget seriøst og derfor er der også utroligt mange mennesker som savner ham.

 

For mig personligt er savnet af enorme proportioner. Jeg lærte Gert (som på det tidspunkt var en smuk ung hippie først i tyverne) at kende som 15-årig, og følte mig straks taget under hans vinger. Vi var nære venner i 31 år, og Gert har været en støtte igennem mange turbulente perioder af mit liv. Derudover delte vi et utal af interesser. Det er trist ikke længere at kunne diskutere Richard Thompsons guitarspil, Jack Kirbys måde at tegne hænder på, Terry Gilliams eventyrfilm, Planet-serien, konditorkager, skvalderkål, tysk tv i tresserne, b-sider på psychedelica-singler, æblemost omm. med ham. Selv hans endeløse foredrag om Napoleon savner jeg.

 

Da Anders, Michael og jeg i sin tid spurgte, om han ville være med i vores band, vidste vi, at han kunne synge, men det som var afgørende var den brændende interesse for musik, som vi alle delte. At Gert også sang godt, var bare et plus – musikinteressen var det afgørende, og Gert brændte virkelig. Det betød også, at på et tidligt tidspunkt i bandets eksistens, hvor vore diskussioner om, hvilke inspirationskilder vi skulle benytte os af, må have nået svimlende højder af nørdet rockleksikal viden, følte Anders sig animeret til at dysse gemytterne ned, ved at advare os mod at blive et musikalsk museum. Derved fik vi vores navn.

 

Og det navn var som skabt til Gert. Han nød at kunne lave musik, som trak på alle de ting han havde elsket hele sit liv – fra psychedelisk rock til punk og længere frem – samtidig med at vi tilførte det noget nyt. Og den lille ”cult-following” vi samlede henad vejen gjorde bare det hele endnu bedre – Gert blomstrede og var som en fisk i vandet i det dengang livlige rockmiljø omkring Rytmeposten og Van Rock i Odense.

 

Gerts senere år var i perioder præget af personlige problemer – det var svært for ham at leve i en verden der tydeligvis ikke værdsatte hverken hans livssyn eller hans kvaliteter – men han beholdt sit varme og kærlige sind til det sidste.

 

Savnet er enormt.

 

Carsten

Tilbage til forsiden