Historie 01- 1987

Cum on feel the Noize

Historien om The Live Museum begynder ved lyskrydset på hjørnet af Søndre Boulevard og Filosofgangen i Odense. Året var 1987, efteråret var begyndt at tage fat, og ved et tilfælde løb Carsten Poulsen og Anders Koch på hinanden. De kendte hinanden overfladisk, men mødet var uundgåeligt, da Carsten kom slæbende med en pose LP’er fra pladeforretningen Van Rock, mens Anders kom spankulerende med sin nyindkøbte guitar over skulderen.

 

Anders fortalte med stor glæde, at han var på vej ud og øve med det, der sidenhen skulle blive til bandet ”Fisk Vildt Fjerkræ”. Carsten var straks interesseret, og med en hurtigt sammenrystet cocktail af pågåenhed, manipulation og en finpudset mangel på situationsfornemmelse fik han Anders til at love at troppe op til en jam.

 

De to mødtes i øvelokalet og fortsatte snakken. De var begejstrede og rystende enige i deres kritik af samtidens polerede og dekadente 80’erpop, ligesom de faldt i en spontan samklang når talen kom til den eneste sikre vej ud af moradset: Guitarfeedback i uhæmmede mængder.

 

Det blev til en del aftner med tøjlesløse mængder af guitarfeedback. Men efterhånden måtte duoen alligevel måtte krybe til korset og indrømme, at en anelse struktur nok ville klæde vildskaben. Derfor inviterede de trommeslageren Michael Thomsen, som Carsten i nogen tid havde spillet sammen med i bandet ”Einsteins Paradis”.

 

Michael holdt til den skærende og hvinende guitarfeedback i omkring to timer, før han kastede trommestikkerne og skrigende forlod lokalet. Anders og Carsten måtte kapitulere og modvilligt underlægge de grænseløse støjflader en yderligere struktur. Anders stillede guitaren og begyndte at spille bas, og det lykkedes at få lokket Michael tilbage bag trommerne.

 

Einsteins Paradis

Anders Koch